I dette Øieblik kom den gamle Kone, som et Par
Dage iforveien havde trøstet Maren saa godt og henviist
hende til Gud som Hjælperen i den største Nød. Hun havde
været i Skoven og af nogle Hjemvendende erfaret, hvad der
var passeret, nemlig at man havde opdaget og grebet Rø-
verne. Ogsaa hun ønskede at see saavel de frygtede Sti
mænd som det Sted, hvor de havde opholdt sig, og gik
derfor i den Retning, man viste hende. Efter at have seet
paa de vilde Karle, der nu laae bundne og bevogtede, blev
hun af en Tilstedeværende gjort opmærksom paa Maren,
der havde viist sin Kjæreste Veien til Hulen paa saa snild
en Maade. Den gamle kendte strax Pigen fra forrige
Dag, ilede hen til hende og sagde, idet hun lagde sin Haand
paa hendes Skulder. "Seer du nu, mit Barn, hvilken
Mand Vorherre er, og hvorledes han har vendt Din Sorg
til Glæde."
Maren saae op og smilede lykkelig til den Gamle, som
hun med en Bevægelse af Haanden indbød til at sætte sig
ned hos hende, og som fulgte hendes Opfordring. Efter
at have seet nogle Øieblikke taus paa Maren, sagde hun med
skjælvende Røst: "Jeg bliver ganske sær om Hjertet, thi jo
længere jeg seer paa Dig, jo mere synes mig, at jeg har
min egen Maren for mig. Og - Herre Jesus, Barn,"
raabte hun og foer op, "hvorfra har Du de Sølvørenringe
med Plader, som Du bærer ?"
"Dem har min Fader givet mig," svarede Maren, "og
ofte fortalt mig, at de havde tilhørt min Moder."
Da faldt den Gamle hende om Halsen, trykkede den
unge Pige til sit Bryst og sagde med halvqvalt Stemme,
medens et Par store Taarer trillede ned ad hendes rynkede
Kinder: "O, saa er Du ogsaa min, thi saa er Du min
Marens Datter."
Sagnet tilføier, at Maren blev den unge Kjøbmands
lykkelige Hustru, efter at hun af Stedets Præst havde
faaet Underviisning i hvad fornødent er, og var bleven
optaget i de Kristnes Samfund. Iblandt det meget Gods,
der fandtes i Hulen, var ogsaa en Kasse med Quindeklæder,
som Marens Fader havde sagt, var den Dragt, hendes
Moder havde baaret, da han fik hende, og som den gamle
Kone gjenkjendte som sin forsvundne Datters Klædning.
Der var altsaa ingen Tvivl om, at hun var Marens
Bedstemoder, hvorfor den unge Mand tog hende til sig i
Huset.
Hvad Røverne Angaaer, - det hedder, atten i Tallet
- da bleve de hængte i en bred Galge, der opreistes i
i Nærheden af Adsbøl ved en Grube, der endnu den Dag
idag kaldes Galgegruben.
Tilbage til Skodsbøl forside